SPIRITUEL VEJLEDNING

Spirituel vejledning kan være vejen, når du har mistet det helt overordnede perspektiv i livet for en periode. Spirituel vejledning er mere en samtale end det er terapi, healing eller intuitiv rådgivning.

Måske står du i en situation i dit liv hvor du virkelig godt kunne bruge noget åndelig sparring og et kærligt skub i den rigtige retning eller blive afklaret omkring nogle svære valg? Måske længes du efter forandring på bestemte områder af dit liv, måske er det gentagne følelser der fylder for meget i din hverdag. Måske er du usikker på om dit arbejde eller parforhold i virkeligheden afspejler den du er eller gerne vil være? Vil du gerne vide noget om hvordan din fortid påvirker din nutid og især hvordan du skaber den fremtid du fortjener og som er i overensstemmelse med dit højere Selv? Eller vil du gerne høre noget om dine egne spirituelle evner?

Gennem clairvoyance kan jeg få dig bevidstgjort om områder i dit liv, dine tanker og følelser og give dig redskaber til at komme videre i din personlige og/eller spirituelle udvikling. Jeg præsenterer dig for muligheder. Du har altid selv ansvaret for dit liv og det frie valg til at gå dine egne veje. At mærke efter og lytte til dig selv er det bedste du kan gøre.

“Vi har alle evner til at finde løsninger, se bagom facader, opløse illusioner og have en stærk kontakt til vores intuition”. 

Mennesket rummer inden i sig selv en kerne eller en essens af det vi dybest set ER. Dette inderste lag af vores identitet og bevidsthed rummer tilstande af væren, der ofte opleves som ubetinget kærlighed, fred, frihed og samhørighed. Disse tilstande er grundlaget og afsættet for spirituel bevidsthed. Disse spirituelle bevidsthedskvaliteter er i stand til at afbalancere vores måder at handle og være i livet på. Ofte er kilden til vores frustrationer og lidelser en oplevelse af, at være offer for egen og andres negative kritik eller afvisning. Oplevelser af at være forkert eller utilstrækkelig har som konsekvens, at vi føler os adskilt fra os selv og fra det guddommelige i os.

At være bevidst om vores inderste kerne, om vores sjæl og det vi rummer, giver os mulighed for at slippe vores personligheds evindeligt skiftende følelser og erkende vores bagvedliggende essens af evigt strålende kraft.